De radikales Zenia Stampe har i påsken fået sat sindene i kog i det borgerlige Danmark med sit forslag om, at flag fra andre lande skal sidestilles med Dannebrog i Danmark, og må hejses i en flagstang uden, at Dannebrog hejses ved siden af.
En flaglov fra 1915, som ikke er en lov men en bekendtgørelse, har sat skub i debatten i det borgerlige Danmark. Folk har erstattet deres billede på Facebook med et Dannebrogs flag, og andre har proklameret, at de vil have lov til at hænge en cykel eller et par dametrusser op i deres flagstang, og begrundet dette med den private ejendomsret.
Bekendtgørelsen fra 1915 er blevet ændret 3 gange, så det er i dag er tilladt at flage med de nordiske landes flag samt FN og Europa flaget uden at få tilladelse fra den lokale politimester.
Det er lovligt at flage med andre landes flag i Danmark, hvis man flager med Dannebrog ved siden af.
Bekendtgørelsen omtaler ikke og regulerer ikke, hvis man vil hejse et firmaflag, hejse sin lillesøster op i flagstangen eller flage med naziflaget i kolonihaven. Det er fuldt lovligt i dag, og den private ejendomsret bliver ikke krænket på dette område, som nogen liberalister og radikale har været bange for.
Islamister må flage med et islamisk flag for kalifatet eller tilhængere af den amerikanske konfederation må også flage med sydstatsflaget, lige så tosset de vil. De flag er ikke symbol for nationer.
Det er kun andre nationers flag under åben himmel, man ikke må flage med. Indendørs må du hænge alle de flag op, du vil. Det er nemlig ikke omfattet af bekendtgørelsen, med mindre det er et flag for en krigsførende magt og i et offentligt lokale.
Det betyder du ikke må hænge Stars and Strips i en restaurant, da dette er en krigsførende magt.
Det eneste sted i dansk lov, man kan finde et deciderede påbud om flagning med Dannebrog, er en forordning fra den 1. januar 1753, hvor det påbydes danske skibe at sejle med Dannebrog.
Danske skibe og dets ejere må således ikke hejse et piratflag eller det amerikanske flag på deres skib, hvis de vil det. Men sjovt nok er der ingen, der har rejst dette angreb på den private ejendomsret i debatten.
Måske fordi ingen rigtig er klædt på til en debat om, hvad man må og ikke må, når det kommer til flagning fra en flagstang.
De danske flagregler er ikke logiske, når man godt må hejse Naziflaget eller det svenske flag uden tilladelse, men ikke det tyske.
Det vil jeg gerne medgive. Men at det danske flag skal kunne fortrænges fra de danske flagstænger ,vil jeg ikke være med til.
Den private ejendomsret er i dag reguleret på en lang række områder som lokalplaner og bygningsreglementer. Hvis man konsekvent skal forsvare den private ejendomsret, så skal man også forlange, at disse angreb på den private ejendomsret fjernes fra lovgivning. Men så må man acceptere, at der f.eks. er støjende virksomhed i beboelsesområder.
Kan man forestille sig et tysk flag vejre på Dybbøl Banke dag og nat. Næppe. Det vil jo være en markering af, at det område er tysk.
Men en liberalist vil jo forsvare det som tilhænger med begrundelse om ytringsfrihed. En kulturrelativist med at alle flag jo er ligeværdige, og man må flage, hvor man vil.
Et flag er et meget stærkt symbol på en nation, et folk og en stat og de værdier, der gennem historien har præget den. Som konservativ er jeg udmærket vidende om, at det Danmark vi kender i dag, ikke er det samme Danmark, som vi havde på Christians d. 4s tid, og at dansk kultur og sprog er blevet præget af ideer gennem tiderne fra udlandet.
Men i en konservative kontekst har vi taget det nye, vi kunne bruge og erstatte det med det gamle, der ikke duede. Det er, at bevare for at forandre. Generationskontrakten gennem tiderne gør, at vi danskere har en fælles historie på godt og ondt, som rækker 1200 år tilbage og yderligere frem i mange århundrede.
Derfor er det for en konservative vigtig at have respekt for flaget og de symboler, som der er tilknyttet til flaget.
Som konservative mener jeg ikke, at den danske kultur og sprog er overlegen i forhold til f.eks. tysk eller brasiliansk kultur. Men i Danmark må dansk kultur have forrang. For hvis vi danskere ikke passer på den og udvikler dansk kultur, så er der ikke andre, der gør det for os.
Og hvis nogen påstår, at det at være en nation med en et land, sprog og egen kultur ikke betyder noget, så vil jeg henvise til polakker, kurdere og baskere for hvem de betyder noget. Ikke bare at have eget sprog, land og kultur, men også et land.
Nogen vil kalde det nationalisme og Dansk Folkeparti politik. Det mener jeg ikke. Som konservativ har vi stadigvæk respekt for andre lande og kulturer. Og jeg, og de fleste konservative er enige med de liberale, siger, man ikke kan lovgive sig til en stærk kultur, fordi denne skal komme nedefra. Men det betyder ikke, at man fra statens side ikke må lovgive om dansk kultur for at understøtte det danske sprog og kultur for, at vi kan bevare os som en nation.
Ole Birk Olesen gav i Deadline et godt konservativt eksempel på, hvorfor Joachim B. Olsens præstation var et godt eksempel på danskhed. Gennem Team Danmark har den danske stat via skatteindsamlet penge kunne støtte Joachim B. Olsen og andre idrætsudøvere. Og det flotte i Joachim B. Olsens præstation er, det hele verden har gjort ved de Olympiske Lege. At vinde en medalje for ens land, der er noget helt specielt.
Havde Joachim B. Olsen været verdensmester i piberygning havde præstationen kun været stor i en mere begrænset kreds og næppe påkaldt sig den store opmærksomhed.
Joachim B. Olsens præstation er derfor også stor, fordi vi andre gør den stor, og ikke kun fordi den er stor i sig selv.
Når flagdebatten har påkaldt sig så stor opmærksomhed fra mange konservative, så er det fordi debatten om, at vores flag skal hejse eller ej i Danmark, er det seneste i en lang række liberale og radikale angreb på de værdier, som vi og mange danskere sætter pris på.
Når kongehuset kaldes spøg og skæmt og man som forsvar for den private ejendomsret mener, at alle mulige flag kan hejses i Danmark med samme ret som Dannebrog, og Det kongelige Teater bare er underholdning, så kalder det på en konservativ reaktion og forsvar for både den enkelte, men også for den danske kultur.
Hvis der ikke er noget fællesskab og en fælles dansk kultur men kun den personlige frihed og det personlige ansvar, så underkender man f.eks. også frihedskæmpernes kamp for Danmarks frihed. For i en ren liberal optik var det en individuel kamp for nogen mennesker mod et andet system, og ikke en national kamp for Danmarks frihed.
Den liberale kamp for mere frihed kan i sidste ende få tyskere til at flage med det tyske flag på Dybbøl Banke eller canadiere til at flage med det Canadiske flag på Strandvejen. Man risikerer rent faktisk at tage nogle rettigheder fra de liberale.
De liberale anerkender jo den frivillige kontrakt mellem to eller flere. Det kræver jo ikke megen fantasi at forestille sig, at flagning med andre flag end Dannebrog vil blive vedtaget i den ene kolonihaveforening efter den anden, og at grundejerforeninger vil indføre servitutter, der forbyder flagning med andre flag end Dannebrog.
Og sådan kan kampen for den personlige frihed ende med mindre og ikke mere frihed. Loven fra 1915 har virket indtil nu uden den store interesse, før Zenia Stampe kom forbi. Måske fordi det er en lovgivning, der virker med alle dens fejl og inkonsekvens.
